I 1600-tallet voksede den europæiske interesse for handel med Asien eksplosivt, og en række europæiske magter etablerede handelsposter bl.a. i Indien. I 1620 indgik Danmark-Norge en aftale med herskeren i det sydindiske Thanjavur om at opføre en fæstning ved landsbyen Tharangambadi, som danskerne kaldte Tranquebar. Stedet blev i de følgende mere end 200 år centrum for de danske aktiviteter i Asien. I 1755 etablerede man sig også i Serampore nær Calcutta, ligesom man samtidig gjorde det første forsøg på at underlægge sig den indiske øgruppe Nicobarerne.

Indien – Tranquebar, Serampore og Nicobarerne fortæller historien om den dansk-norske tilstedeværelse i Indien, som den udfoldede sig i sam- og modspil med lokale indiske herskere og andre europæiske kolonimagter. I begyndelsen var Tranquebar i lange perioder uden skibsforbindelse til Danmark; selv i storhedstiden omkring 1700 var der sjældent mere end et eller to skibe om året fra Danmark, og lokale forhold spillede en langt større rolle. I 1800-tallet mistede de indiske besiddelser deres betydning, og i 1845 blev de solgt til Storbritannien.

Indien – Tranquebar, Serampore og Nicobarerne indgår i det kolonihistoriske standardværk Danmark og kolonierne, der i fem bind behandler Danmarks rolle i den europæiske kolonialisme. Værkets bind supplerer hinanden, men kan også læses hver for sig.

Indien – Tranquebar, Serampore og Nicobarerne er skrevet af Niels Brimnes (Aarhus Universitet), Esther Fihl (Københavns Universitet), Erik Gøbel (Rigsarkivet), Helle Jørgensen (University of Birmingham), Søren Mentz (Museum Amager), Simon Rastén (Nationalmuseet), Louise Sebro (Selsø Slot og Nationalmuseet) og Asger Svane-Knudsen (Rigsarkivet).